København Rotaract er på landkortet igen
Efter flere år med faldende medlemstal var København Rotaract i sommers skræmmende tæt på at lukke. Det er derfor en stor og glædelig nyhed, at klubben nu er ”back in business”. Der skulle masser af gå-på-mod, visionære tanker, skøre ideer og en lang række af kaffemøder til før tropperne, som nu udgør kernen af København Rotaract, var samlet.
En helt særlig indsats blev i år iværksat for at genstarte København Rotaract og de 3 øvrige Rotaract klubber i København Frederiksberg, International Rotaract Club of Copenhagen (IRCC) og København Nord stod sammen med Rotary distrikt 1470 og fadderklubberne om at få klubben tilbage på benene igen. Mod alle odds dette efterår – med tiltagende corona-restriktioner og onlinemøder – er det lykkedes at samle en gruppe af modige, dygtige og viljestærke unge, som har gjort det til deres fælles projekt at få København Rotaract startet op igen.
Den 2. februar 2021 blev datoen hvor klubben officielt genopstod med valg af bestyrelse for 2021/22 og optag af hele 7 nye medlemmer på én gang. Det er svært at genstarte klubber, som har været gennem en hård periode og truet af lukning. Det kræver engagement og fornyet energi. Og ideer til klubbens DNA. København Rotaract har planer om at etablere venskabsrelationer til Rotaract klubber i udlandet og rejse ud og besøge dem, når der er muligt. Gennem en god relation til Rotary fadderklubber og fokus på FN, Verdensmålene og bæredygtighed er der allerede sat en ambitiøs ramme for de første skridt i retning mod de kommende års aktiviteter. Den svære tid er ikke forbi endnu, for nu skal den lille kerne vokse til en større klub og i gang med at arrangere de mange spændende arrangementer og projekter. Og ikke mindst skabe et stærkt socialt sammenhold. En stor sejr er nået i 2021 med genopstarten af København Rotaract og det bliver sjovt at følge den videre færd i de kommende år.
Så må vi fejre den glædelige nyhed og den flotte indsats, når det igen er muligt at mødes på tværs af klubberne i Danmark.