Medlemmer af Rotaracts landsorgan Danio beretter på skift på facebook hvorfor de er medlemmer af Rotaract. Her er nogle eksempler på hvad de fortæller andre unge om hvorfor det er rigtig godt at være i Rotaract.

Christian Schmelling
27 år, studerer IT-ledelse ved Aalborg Universitet, Aalborg Rotaract siden 2014.
Jeg blev introduceret for Rotaract, og Rotary, gennem RYLA (Rotary Youth Leadership Awards), som Nibe Rotary Klub sendte mig afsted til. Her mødte jeg en gruppe Rotaractere, som fortalte om hvad de lavede, hvilket lød lidt for spændende til ikke at opleve. Rotaract er fyldt med mennesker som virkelig opmuntrer en til at udfordre sig selv, og forsikre dig om at ”Hvis andre kan, så burde du være fantastisk til det!” Vi har et stærkt og unikt fællesskab, både på lokalt og nationalt plan, som er lige
dele faglig, kritisk tænkende, socialt og nørdet. Det er i hvert fald svært at føle sig udenfor, da du altid bliver mødt af de mest åbne, imødekommende, opmuntrende
og alsidige mennesker.

Ida Tuxen Falborg
24 år, kandidatstuderende i jura Københavns Universitet, Rotaract siden 2017.
Jeg har været medlem af Rotaract i 3,5 år og har elsket hvert et øjeblik. Jeg blev medlem fordi jeg i 2016/17 var så heldig at modtage et scholarship gennem Georgia Rotary Student Program, hvorefter jeg tilbragte et år i staten Georgia i USA. Her fik jeg en masse nye venner fra hele verden, en amerikansk familie, og et hav af fantastiske oplevelser. GRSP gav mig så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over ikke at kunne ”give tilbage”. Så da jeg kom hjem, fandt jeg frem til Marselis Rotaract i Aarhus, og efter få dage var jeg med til mit første møde. Jeg er nu en del af at genopstarte København Rotaract. Noget af det, som jeg synes er fedest ved Rotaract er det fællesskab, som man bliver en del af – både lokalt, nationalt og internationalt.

Jesper Frits Nielsen
29 år, lærer og naturformidler, medlem af Rotaract i otte år, nu i Marselis Rotaract.
Igennem mine otte år i Rotaract, har jeg haft så ubeskriveligt mange oplevelser. Alt fra lokale møder i egen klub til internationale konferencer. Jeg har deltaget aktivt i de mange muligheder tilbud Rotaract giver. Igennem disse har jeg fået venskaber over det meste af Europa og uforglemmelige minder. Det man får ud af at være medlem af Rotaract er udover venner for livet, mange muligheder for ledelse af frivillige, diverse uddannelser, projektstyring og kurser. Et af de aspekter jeg altid vender tilbage til er ’Service above self’. Under dette mantra gemmer sig mange fantastiske oplevelser, men et som står mig ekstra nært, er løftet til alle verdens børn om at de skal kunne leve i en verden uden Polio.

Karina Kück
29 år, kandidat i medicin og teknologi, af Rotaract København Nord siden 2018
Jeg var rotary udvekslingsstudent i Brasilien i 2008/09 og blev derefter medlem af ROTEX i mit distrikt i Tyskland og senere Rotaract. Jeg blev virkelig glad for at være en del af dette fantastiske fællesskab. Da jeg flyttede til Danmark, blev jeg medlem af København Nord. Det jeg elsker ved Rotaract er, at fællesskabet er ikke bare begrænset til din egen klub, men kan mærkes også nationalt og internationalt. Dette har både motiveret og inspireret mig rigtig meget. Jeg er så glad for at jeg blev en del af Rotaract dengang efter mit år som udvekslingsstudent. Det betød også at jeg vidste hvor jeg kunne møde en masse søde mennesker, da jeg kom til Danmark og ikke kendte nogen her.
Bragt i anden udgave af Rotary Norden 2021